El-tavleproducent smelter sammen med automationsfirma
Technodan Industrial Controls (TIC) og Systemteknik fusionerer.
En ny ejerkreds i Systemteknik søsatte for to år siden en strategiplan med det mål at sikre en fordobling af aktiviteterne. Siden da er en række ikke lønsomme aktiviteter og aktiviteter uden for kerneforretningen frasolgt eller afviklet. I samme periode er etableret et nyt og større produktions set-up i Polen.
- Vi har i år leveret omsætningsvækst på cirka 30 procent samtidig med, at der er brugt mange ressourcer på at skabe fundamentet for en betydelig aktør i denne industri, siger administrerende direktør Poul Sørensen, og fortsætter:
- Næste afgørende skridt i denne udvikling sker via fusion med en af vore kolleger, Technodan Industrial Controls A/S – en perfekt partner der ikke blot giver øget aktivitet, men samtidig tilfører stærke automationskompetencer.
Fælles direktion
Technodan har stor knowhow indenfor specielt automationsløsninger til maskinbyggere og slutkunder. Virksomhedens 35 ansatte udvikler og producerer løsninger til kunder i flere forskellige brancher og i mange lande.
Torben K. Madsen har ejet Technodan siden 1988. Han fortsætter som aktionær i det fusionerede selskab, og vil indgå som COO i en fælles direktion med CEO Poul Sørensen, der ligeledes indgår i ejerkredsen.
Hovedkontor i Aalborg-området
For at sikre optimale rammer, så vil de nuværende lokationer i Aalborg og Støvring blive samlet i et fælles hovedkontor inklusiv produktion i Aalborg-området. Herudover vil der fortsat være produktion i Randers og tavleproduktion i nyindrettede produktionslokaler i Polen.
- Jeg er overbevist om, at dette større set-up og med en erfaren og stærk organisation er det helt rigtige for begge virksomheders udvikling. Og det har været afgørende for mig, at det nye selskab fortsætter med samme fokus på at levere tekniske løsninger af høj kvalitet, siger Torben K. Madsen.