23948sdkhjf

Odder-firma i stort svensk opkøb

Simpson Strong-Tie køber sig til to anerkendte varemærker - og over 200 medarbejdere med specialistviden.

Hos befæstigelsesproducenten Simpson Strong-Tie A/S, der er et datterselskab til amerikanske Simpson Manufacturing, er 2017 skudt i gang med en markant investering.

Odder-virksomheden overtager svenske Gbo Fastening Systems AB, én af Europas førende producenter af befæstigelse, med 222 medarbejdere i Sverige, Polen, Norge og Rumænien.

Gbo har rødder helt tilbage til 1764 og er i dag kendt som en specialist inden for udvikling af befæstigelse til bygningskonstruktioner, blandt andet i korrosive miljøer. Salget er primært rettet mod professionelt byggeri og gør-det-selv-markeder i Sverige, Norge, Østeuropa og Rusland.

Gbo-sortiment skal introduceres til danske kunder

Med opkøbet vil Simpson Strong-Tie introducere Gbo’s løsninger på det danske marked og på en række øvrige europæiske markeder, hvor Odder-virksomheden er stærkt repræsenteret.

- Salget fortsætter uændret i Norge og Sverige, hvor der allerede er en veletableret salgsorganisation, mens vi i Danmark vil tage Gbo’s produkter ind i Simpson Strong-Tie’s sortiment, udtaler salgschef for Skandinavien, Kasper Bregendahl, i en pressemeddelelse.

Med opkøbet får Simpson Strong-Tie adgang til et bredt produktsortiment, der sælges under de to varemærker Gunnebo Fastening og Christiania Spigerverk. Forventningen er, at Gbo’s geografiske fodaftryk og anerkendte varemærke vil gøre det muligt at udvikle og udvide distributionen i andre lande.

Simpson Strong-Tie hed tidligere BMF Bygningsbeslag, men er i dag et datterselskab i den amerikanske koncern Simpson Manufacturing, som er noteret på New York Stock Exchange.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079