23948sdkhjf

SP Group på opkøb

Plastkoncernen har overtaget LM Skumplast.

Overtagelsen er sket gennem datterselskabet Tinby, og den samlede købesum er 6,6 mio. kr. Det oplyser SP Group i en fondsbørsmeddelelse.

LM Skumplast er en polyuretanvirksomhed med produktion i Tjæreborg. Fabrikken blev etableret i 1978 og er løbende udbygget.

Kunderne er især indenfor byggeindustrien, der efterspørger høj isoleringsevne i plader og profiler til facader og gulve samt kunder i fødevareindustrien, der efterspørger isolering af kølehuse og transportudstyr (køletrailere).

- Købet af LM Skumplast accelererer SP Groups vækst. Vi køber en velfungerende og velpositioneret virksomhed ud fra en klar overbevisning om, at vi i fællesskab kan udnytte vores erfaringer inden for udvikling, produktion og salg af PUR-produkter til at styrke konkurrencekraften og skabe en endnu stærkere position internationalt, siger SP Groups administrerende direktør Frank Gad.

Direktør for LM Skumplast, Kim Hansen, udtaler:

- LM Skumplast kører godt. Men jeg er sikker på, at vi kan udvikle os endnu stærkere som en del af SP Group til gavn for kunder og medarbejdere, og jeg ser frem til, at medarbejderne i LM Skumplast og jeg bliver en del af en stor og konkurrencedygtig virksomhed.

LM Skumplast forventes i 2017 at omsætte for cirka 10 mio. kr. med et EBITDA på cirka 2 mio. kr. Virksomheden beskæftiger seks medarbejdere.

Kim Hansen fortsætter som direktør for LM Skumplast, mens Tinbys administrerende direktør, Torben Nielsen, bliver ny bestyrelsesformand for virksomheden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142