MHI Vestas’ supermølle er blevet endnu større
MHI Vestas har netop afsløret, at selskabets V164-mølle på 8 MW under særlige betingelser kan nå 9 MW.
Samtidig afslører selskabet, at prototypen i testcenteret i Østerild har slået rekord med 216.000 producerede kWh på et døgn. Det skete den 1. december 2016.
- Den øgede energiproduktion per vindmølle tilføjer større værdi for mange projekter og giver omkostningsbesparelser, da færre møller vil være krævet for at nå park-kapaciteten, skriver MHI Vestas i en pressemeddelelse.
Med protoypens rekord er MHI Vestas sikre på, at 9 MW-møllen er mere end klar til markedet.
- Vores 9 MW mølle har nu bevist, at den er klar til markedet, og vi tror på, at møllen kommer til at spille en væsentlig rolle i industriens bestræbelser på at bringe produktionsomkostningerne - og dermed cost-of-energy - ned, siger CTO Torben Hvid Larsen hos MHI Vestas.
9 MW-møllen er baseret på V164-8 MW-møllen, der allerede er installeret i den 258 MW store offshore-park Burbo Bank Extension.