Roug svejser Europas tanke
Et øget miljøfokus har skabt travlhed hos Roug A/S. Som de eneste i Europa producerer virksomheden permatanke, der regnes for verdens sikreste undergrundstank. Roug har netop leveret en tank til Europas største benzinstation i Luxembourg.
Nu er de store internationale olieselskaber imidlertid også begyndt at røre på sig og se mulighederne i tanktypen.
- Det stadig øgede fokus på miljø, også uden for Danmark, har skabt ekstra travlhed hos os, da vi er de eneste i Europa, der producerer permatanke. Olieselskaber i Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland efterspørger tanken, og resten af Europa begynder også at komme med, siger eksportchef Bo Sebæk Larsen.
På baggrund af permatanken har Roug udviklet en speciel AdBlue-tank, der imødekommer de særlige krav, den korrosive væske AdBlue stiller.
Det har senest været med til at sikre Roug en ordre til Europas største benzinstation – en Shell-station i Luxembourg, der hver dag sælger over en halv million liter brandstof. Til sammenligning sælger en god station i Danmark 10 millioner liter om året.
AdBlue-tanken til Luxembourg ruller ud fra fabrikken i Herning. Verdens sikreste
Det er ikke mærkeligt, at Nordens og Europas olieselskaber har vendt blikket mod permatanken, der har ry for at være den mest sikre undergrundstank.
Tanken har dobbelt vægge og består af en ståltank med en ydre kappe af glasfiber. Ad-Blue tanken har en diameter på 2500 mm, og Roug har for at lette produktionen udviklet sin egen tanksamler, der populært kaldes krokodillen.
Tankene svejses dels manuelt og dels semiautomatisk, hvor en svejsecertificeret medarbejder overvåger og styrer processen.
Efter svejsningen kommer det udvendige lag af glasfiber på med et knudenet, der gør det muligt at trække vacuum mellem den indre stålkappe og det ydre glasfiberlag.
Den ydre kappe af glasfiber er afgørende, da den gør tanken resistent over for jordlige syre/base forhold. Da AdBlue er en korrosiv væske, er det også helt nødvendigt med beskyttelse i form af en indvendig coating, så hverken stålet korroderer, eller væsken bliver forurenet af fremmedpartikler.
Krokodillen.Tanken til Shell-stationen i Luxembourg var 100 m3 og dermed en af de større af slagsen. Roug har leveret lignende tanke til benzinstationer i Spanien, mens den største AdBlue-installation herhjemme har været på 30 m3.
Kilde: Roug A/S. http://www.roug.dk