23948sdkhjf

Minister: Mere fri konkurrence på forsvarsmateriel

Regeringen vil kæmpe for mere fri konkurrence på markedet for forsvarsmateriel. Det fastslog forsvarsministeren på den danske forsvarsindustris årskonference, som finder sted i Aalborg i denne uge.

Den danske forsvarsindustri mødes hvert år – ser på materiel, deler viden og netværker. I år var årskonferencen på Comwell Hvide Hus i Aalborg, og 250 personer deltog. Herunder forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der lovede at arbejde for bedre konkurrence på markedet for forsvarsmateriel.

- Det vigtige er, at vi får gennemsigtighed på markedet, så danske virksomheder kan konkurrere på lige vilkår med andre. Vi må nok formode, at forsvarsindustrien nogle steder er stærkt støttet og beskyttet, og derfor må vores kamp være at få åbnet markedet, sagde Claus Hjort Frederiksen. 

I EU er der lagt op til, at der skal være et indre marked for forsvarsmateriel, ligesom der er for alle mulige andre produkter, og her vil den danske regering ifølge forsvarsministeren tale for, at det kommer til at foregå i åben konkurrence.

Protektionisme er en hæmsko
Virksomheden Systematic i Århus, som har stor eksport af software og it-løsninger, tager meget positivt mod signalet fra forsvarsministeren.

- Hvis vi kan komme ud i en hel åben og regulær konkurrence, så er vi sikre på, at vi kan sælge vores produkter med den kvalitet, de har, sagde leder i Systematics forretningsudvikling, Steen Garnæs.

Han tilføjede, at markedet inden for forsvarsindustrien er meget protektionistisk, fordi der er mange lande, der beskytter deres egen produktion og kun vil købe nationalt. 

- Det er jo klart, at det er en hæmsko for os, sagde han.

Også åbent for amerikanerne
I Dansk Industris branchefællesskab for virksomheder indenfor forsvar- og aerospace, FAD, er der også glæde over meldingen fra forsvarsministeren.
 
- Det er godt, at regeringen vil presse på i EU for at åbne markedet for forsvarsmateriel. Et åbent marked med fri konkurrence vil være til gavn for vores medlemmer, siger branchedirektør Frank Bill, FAD.

Forsvarsministeren fastslog desuden på konferencen i Aalborg, at et åbent europæisk marked for forsvarsindustri også skal være åbent for amerikanske virksomheder. 

- Det er jeg helt enig i. USA er langt det største marked for vores medlemmer, så det vil være et rigtigt skidt signal at sende til amerikanerne, hvis vi ville beskytte Europas egen forsvarsindustri mod konkurrence fra eksempelvis USA, sagde Frank Bill.

Forsvarsattaché til Washington
Den danske forsvarsindustri omsætter for godt 3 mia. kr. årligt, og 80 procent af produktionen går til eksport. I de kommende år er der gode muligheder for, at branchen vil vokse yderligere. 

Forude venter nemlig en række store politiske beslutninger om køb af nyt militært isenkram. Danmark har sagt ja til at være med i NATO’s missilforsvar, og til efteråret vil regeringen præsentere forslag til et nyt forsvarsforlig.

- Regeringens politik er, at vi skal betale vores fair share af NATO’s udgifter, og derfor har vi i regeringsgrundlaget lagt op til at give et substantielt løft i de danske forsvarsudgifter. Her skal vi først se på, hvad det nye trusselsbillede i verden kræver. Virksomhederne skal være med i den udvikling, vores forsvar skal igennem, sagde forsvarsministeren.

Beslutningen om køb af nyt jagerfly skaber også store forventninger i branchen herhjemme. Også i den forbindelse vil regeringen være med til at skubbe på.

- Vi vil blandt andet støtte med militære attacher på de danske ambassader, og nu kommer der i første omgang en ekstra forsvarsattache til Washington i en toårig periode, specielt med henblik på at åbne dørene for den danske industri i forbindelse med Joint Strike fighter, sagde Claus Hjort Frederiksen.

Kilde: DI Business

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093