23948sdkhjf

Beva Special Svejs investerer i nyt sandblæseanlæg

Den nordjyske underleverandør har udover sandblæseanlægget også investeret i nyt maleranlæg.
Det er ikke finanskrisen, der er største samtaleemne hos Beva for øjeblikket. Ifølge Søren Toft Sørensen kan Hirtshals-virksomheden ikke for alvor mærke krisen. Derfor har man valgt at fortsætte investeringerne.

- Vi har investeret i et nyt sandblæseanlæg, som blandt andet indeholder ny stor skruekompressor og ny sandblæsekabine. Det betyder, at vi nu kan tage emner helt op til tre meter, forklarer Søren Toft Sørensen.

Han fortæller samtidig, at det nye anlæg primært skal bruges til egne emner, som virksomheden ellers ville have haft underleverandører til at lave, men Søren Toft Sørensen overvejer også, om man skal tage opgaver ind fra andre virksomheder.

- Det er en stor fordel for os, at vi kan have det her i huset. Det betyder både mindre transport af de ofte store emner, men det betyder også, at vi i processen er mindre udsat for fugt, hvilket jo ellers er en risiko ved sandblæsning. I sidste ende betyder det, at vi kan tilbyde vores kunder mere konkurrencedygtige priser, siger Søren Toft Sørensen.

De stadigt større emner har også betydet, at Beva Special Svejs har valgt at investere yderligere i malekapacitet.
- Vi har investeret i et nyt to-komponents maleranlæg til kompositmaterialer. Også her betyder det, at vi nu kan tage større opgaver. Tidligere har vi lejet et anlæg for at kunne gennemføre disse opgaver, men nu har vi fået vores eget. Det betyder også, at vi kan tilbyde vores kunder at få udført almindeligt malerarbejde, lyder det fra Søren Toft Sørensen.

De nye anlæg er så småt blevet sat i sving på fabrikken i Hirtshals, hvor det på trods af flere års pladsmangel er lykkedes at integrere dem godt i den øvrige produktion. Men også pladsmangelen er Søren Toft Sørensen for øjeblikket ved at finde en løsning på.

- Vi overvejer for øjeblikket, om vi skal finde nye lokaler til vores produktion for at kunne følge med efterspørgslen. Dem vi arbejder i lige nu har længe været for små, og det harmonerer ikke rigtig med, at de emner vi tager ind bliver større og større, slutter Søren Toft Sørensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079