Danske forskere med til at søsætte norsk vindmølle-satsning
Ny norsk satsning på miljøvenlig energi og vindmøller henter hjælp hos forskere på Aalborg Universitet. De danske vindenergi-eksperter får en nøglerolle i opbygningen af et norsk forskningscenter, som skal udvikle teknologiske løsninger til havvindmøller.
Ét af dem er Norwegian Centre for Offshore Wind Energy (NORCOWE), som Aalborg-forskerne skal samarbejde med. Aftalen er kommet i stand via eksisterende partnerskaber med universiteter i Stavanger og Agder, som begge er med i det nye center. Det samme er en række virksomheder inklusive energigiganten StatoilHydro og den kommunalt ejede norske industrikoncern Lyse, som opbygger og driver store energianlæg.
Professor John Dalsgaard Sørensen fra Aalborg Universitets Center for Vindenergi har været med til at bane vejen for det dansk-norske samarbejde, og han forventer, at udvekslingen af viden går begge veje:
- Det interessante er, at nordmændene kan bygge videre på deres store viden om offshore-drift fra olie- og gasudvinding. Det regner vi med at lære en masse af. Til gengæld er det meget nyt for nordmændene at beskæftige sig med vindenergi, og der kan vi så til gengæld bidrage med en masse danske erfaringer.
Fra norsk side er der stor tilfredshed med at have Aalborg Universitet med ombord, når det handler om vindmøller. Professor Ivar Langen fra Universitetet i Stavanger leder den del af projektet, som fokuserer på placering, drift og vedligeholdelse af de planlagte havvindmøller. Han mener, at den danske deltagelse ligefrem har været med til at sikre den statslige norske støtte:
- Det er glædeligt, at vi får penge til en langsigtet satsning på offshore vindmølleenergi. Jeg ser specielt stor værdi i det samarbejde, vi har etableret med Aalborg Universitet, som har lang erfaring med vindmølleteknologi. Jeg tror, det var afgørende for vores gennemslagskraft i forhold til Forskningsrådet, siger Ivar Langen.
Kilde: Aalborg Universitet - http://www.aau.dk