Dansk marineindustri sætter kurs mod Vietnam
Mere end 20 danske leverandører til marineindustrien er gået sammen om et fælles eksportfremstød i Vietnam, der bl.a. indbefatter deltagelse på udstillingen VIETSHIP 2006 i Hanoi i disse dage.. Det er Danish Marine Group under Dansk Eksportforening, der er initiativtager og arrangør i samarbejde med Den Danske Ambassade i Hanoi.
- De vietnamesiske værfter vinder i stigende grad internationale kontrakter på skibsprojekter, og landet investerer adskillige milliarder kr. på at blive en af de store skibsbyggernationer. Det er derfor hensigtsmæssigt, at de danske underleverandører knytter forretningsforbindelser og etablerer sig på markedet allerede nu, hvis potentialet skal udnyttes fuldt ud, siger eksportkonsulent Kurt Feldtfos fra Danish Marine Group.
Aalborg Industries og MAN B&W Diesel deltog allerede forrige år, som nogle af de få danske virksomheder på den internationale skibsbygnings-messe i Hanoi. Den store bevågenhed fra dansk side ses nu med den massive tilslutning på næsten 25 deltagende virksomheder i år.
Arrangementet indgår i en omfattende 2-årig partnerskabsaftale imellem Dansk Eksportråd og Danish Marine Group om eksportfremstød for marinesektoren.
Besøg på vietnamesisk skibsværft
Ud over deltagelse på VIETSHIP 2006 er der planlagt besøg på skibsværftet Halong Shipyard i HaLong Bay, hvor værftets ledelse møder de danske deltagere.
Endvidere er der planlagt en workshop sammen med Vietnams nationale skibsværtsindustri VINASHIN, der gennemfører store investeringer i bygning af nye og opgradering af eksisterende skibsværfter langs den vietnamesiske kystlinie. I arrangementet deltager bl.a. værftets topledelse og den vietnamesiske Minister for Transport Dao Dinh Binh.
Fremstød skaber platform for aftaler
Det vietnamesiske marked udgør allerede en vigtig forretning for flere af de deltagende virksomheder.
Eksempelvis åbner Aalborg Industries i foråret en ny fabrik til fremstilling af skibskedler i havnebyen Haiphong i samarbejde med den statslige skibsværftsindustri VINASHIN.
MAN B&W Diesel har netop etableret en licensforbindelse, der giver vietnameserne adgang til virksomhedens knowhow og ret til at producere B&W motorer.
- Vores mål er nu at gøre vietnamesiske værfter, rederier og andre i den vietnamesiske maritime branche opmærksomme på den foreliggende licensaftale og udbrede kendskabet til vores 2 og 4 taks dieselmotorer, så aftalen aktiveres i form af produktioner, udtaler Keld Mortensen, Senior Manager, MAN B&W Diesel.
Mange af de øvrige deltagere i fremstødet benytter besøget til at inspicere muligheder og betingelser i landet for en eventuel etablering på længere sigt.
- Vi skal hele tiden sørge for at være til stede med de rigtige kompetencer på det rigtige tidspunkt, udtaler adm. direktør Bruno Wigandt fra Ellehammer A/S, der på udstillingen bl.a. præsenterer virksomhedens specialviden inden for fremstilling af ejektorer til skibe.
-Fremstødet her er et vigtigt led i vores bestræbelser på at opnå aftaler med de vietnamesiske skibsværfter. De fælles tiltag under Danish Marine Group skaber fokus på danskernes ekspertise og er et signal til vietnameserne om danskernes seriøsitet og engagement i landets værftsindustri, tilføjer Bruno Wigandt.
Kilde: Dansk Eksportforening. http://www.dk-export.dk