Siemens Wind Power opruster
Siemens Wind Power vil være større og udvider nu produktionskapaciteten i Danmark, ligesom koncernen vil etablere en vingefabrik i USA.
I USA vil Siemens udvide med en vingefabrik. Koncernen har i forvejen salgs- og servicekontorer i landet, mens der i Danmark bliver tale om kapacitetsudvidelse, så Siemens i 2009 samlet kan producere fem gange så meget, som da Siemens overtog Bonus Energy for et år siden.
- Vi venter mere vækst i både Brande og Aalborg, siger adm. direktør Andreas Nauen til Dagbladet Børsen.
I de første 11 måneder af Siemens' karriere som vindmølleproducent præsterede koncernen alene i det danske moderskab at øge omsætningen med en milliard, mens medarbejderantallet samlet er vokset fra 850 til 1800.
Mens Siemens er i fuld gang med at opruste, verserer rygterne livligt om verdens største vindmølleproducent, Vestas.
Rygterne vil vide, at koncernen står over for et opkøb, og det sendte i går Vestas op med over 8 procent. Køberen skulle efter sigende være Shell. Analytikere vurderer dog, at Shell ikke er en sandsynlig køber, men at Vestas er en oplagt opkøbskandidat.