23948sdkhjf

Rekordår for global vindenergi

Det globale marked for vindenergi fordoblede næsten sin kapacitet i 2005. Derimod taber Danmark terræn i forhold til Inden, der overtager pladsen som det fjerdestørste vindmarked i verden.
Det viser nye tal fra Global Wind Energy Council (GWEC) og den europæiske vindkraftorganisation (EWEA), som i denne måned har offentliggjort tallene over, hvor meget vindkraft, der er installeret i verden i løbet af 2005.

Globalt er der nu installeret 59.322 MW, hvoraf 40.504 MW er placeret på europæisk plan. Det giver rekordår for Europa, der har oplevet en stigning på 18 % og dermed – fem år før tid - har nået EU-kommissionens mål om 40.000 MW i 2010.

- Det er glædeligt, at vi allerede har indhentet dette mål. Og især, fordi det sker på trods af nedgang på de tyske og spanske markeder, siger Christian Kjær, politisk direktør, EWEA.

Ifølge ham skyldes væksten på det europæiske marked, at der er kommet en større geografisk spredning, som gør, at industrien ikke længere er afhængig af enkelte markeder. Desuden tilskrives lande uden for Europa en stor del af æren for væksten.

- Lande som USA, Indien og Canada investerer i langt højere grad end tidligere i vindenergi og vindteknologi, og det får markedet til at stige væsentligt, forklarer Christian Kjær.

Danmark er stadig blandt de fem lande, der har den største kapacitet af vindenergi installeret. Men med kun 22 MW installeret i 2005 må Danmark se sig slået af Indien, der nu har overtaget Danmarks tidligere plads som det fjerdestørste vindmarked i verden.

- Det er naturligt, at et land så stort som Indien overtager Danmarks plads. Og vi ser også gerne, at flere lande rykker forbi os, for det essentielle er, at det globale vindkraftmarked bliver ved med at vokse, siger chefkonsulent Jakob Lau Holst, Vindmølleindustrien.

Men Jakob Lau Holst understreger, at vindmølleindustrien herhjemme ikke på nogen måde kan stille sig tilfreds med kun 22 MW opstillet på ét år:

- Det er et ganske utilfredsstillende hjemmemarked for vores industri. Specielt, når vi sammenligner os med Spanien, Tyskland og USA, som er de tre største vindkraftmarkeder i verden. Og for at bevare Danmarks position som kompetencecentrum for vindkraft, så er det altafgørende, at vi mindst opstiller godt 60 nye møller om året.

Kilde: Vindmølleindustrien. http://www.windpower.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092