Fremgang hos Expedit a/s
I går offentliggjorde Expedit a/s årsregnskabet for 2005. Regnskabet viser en flot omsætningsfremgang til koncernen på knap 13%.
Koncernen nåede en flot fremgang i omsætningen fra 393 millioner kroner i 2004 til 443 millioner kroner i 2005, hvilket svarer til en stigning på knap 13%, hvoraf en mindre del er relateret til ekstraordinære stålprisstigninger.
Resultatet før skat er faldet fra 19,7 millioner kroner i 2004 til 11,6 millioner kroner i 2005. Dette kan henføres til 2. halvår og er bl.a. en følgevirkning af nye kunder, ligesom et ændret produktmix har presset dækningsgraden i betydeligt omfang i 2005.
Den stagnation, der har været i den sidste del af 2005, forventes at fortsætte et stykke ind i 2006. Det er positivt, at koncernen allerede fra starten af det nye år har modtaget ordrer fra betydende aktører på det nordiske marked. Med det in mente forventer koncernen i 2006 et uændret niveau for omsætning henholdsvis resultat efter skat i forhold til 2005.
Kilde: Årsregnskab 2005, Expedit a/s / Københavns Fondsbørs.