LR Marine leverer afgasningssystem til asfalttankere
LR Marine har netop afsluttet montage af to rørpakker til luftstrøm på to asfalttankskibe. Det foregik på Falke Varv, værftet i Falkenberg på den svenske vestkyst, nær Göteborg.
- Asfalt afgiver en del gasser, som skal ud, ellers eksploderer tankene. Og samtidig er hele systemet dimensioneret til at holde en temperatur på mellem 170 og 180 grader, fortæller Heine Husted og fortsætter:
- Med ca. 300 meter rør per skib, og det i flere forskellige dimensioner, har det alene hvad angår isoleringen været en krævende opgave. Pureskum, som vi normalt benytter til isolering, smelter ved 140 grader og kan derfor ikke umiddelbart bruges. Først måtte vi lægge et lag Rockwool, så temperaturen blev reduceret, og ovenpå så pureskum.
De høje temperaturer i tankene er nødvendige, for at asfalten kan holde sig flydende. Konstruktionsmæssigt var opgaven også spændende, forklarer Heine Husted og siger:
- Udluftningen fra tankene skal ske to-tre meter over gangvej på dækket, så det hele skal op i en vis højde, for at komme af med gassen.
Arbejdet på værftet varede seks uger, hvor de i alt fem udsendte montører skiftede fra det ene til det andet skib. På LR Marine har opgaven givet arbejde til 12 mand, der har fremstillet rørpakkerne, og med udarbejdelse af konstruktionstegninger og forberedelser har hele projektet varet i et par måneder.
- Selve isoleringen af rørene er sket hos Løgstør Rør. Den store udfordring med den slags opgaver er at overholde de stramme tidsfrister. Værftet havde lukket mellem jul og nytår, men det kunne rederen ikke affinde sig med, så vores folk var på konstant i den periode. Dog var de lige hjemme at fejre juleaften, men så var det også af sted igen, slutter Heine Husted.
Kilde: LR Marine - http://www.lrmarine.dk