23948sdkhjf

Ikke bare en husmesse – men en RIGTIG messe

I disse dage er der linet op til den helt store messe hos Unimerco i Sunds. Godt 40 virksomheder er samlet til det der oprindeligt blot skulle have været en husmesse – men som udviklede sig til at blive langt større.
Da ideen til Synergi 09 blev undfanget hos Unimerco tilbage i november-december 2008, havde man nok ikke regnet med, at det ville blive nødvendigt at tage alle ledige kvadratmeter i brug for at have plads til alle de virksomheder og besøgende, der i disse dage lægger vejen forbi værktøjsproducentens domicil. Ikke desto mindre er både mødelokaler og dele af produktionshallen nu lavet om til messeområde – og robotter og andet maskineri er blevet kørt til Sunds for at blive udstillet.

- Vi besluttede os for i første omgang at invitere10 af vores egne leverandører til at udstille på messen, og derudover identificerede vi en række andre virksomheder, som passede ind i konceptet og sendte også dem en indbydelse. Vores mål var, at vi ville have 25 virksomheder med, fortæller Unimercos internationale salgschef, Carsten Mumm, og har selv svært ved at skjule sin tilfredshed med det færdige resultat.

Det tæller nemlig mere end 40 udstillende virksomheder – og så var Unimerco endda nødt til at skuffe yderligere ca. 15 interesserede, fordi der ikke var plads – og når de tre messedage er ovre, regner Carsten Mumm med, at hen ved 1.000 gæster har lagt vejen forbi Sunds. Ganske imponerende, når man tænker på, at ideen opstod ud af tankerne om et ganske almindeligt Åbent Hus-arrangement.

- Vi afholdt et Åbent Hus-arrangement for to år siden, og det ville vi gerne gentage, fordi vi selv synes, at vi har et flot hus, som vi gerne vil have nogle gæster i. Samtidig syntes vi, at stemningen i metalbranchen i december var blevet lidt for sur, og derfor mente vi, at det var tid til at gøre noget andet og få lidt fokus på de lyspunkter, der var, siger Carsten Mumm.

Resultatet blev Synergi 09, som i al sin enkelthed er tilegnet virksomhedernes evne til at finde løsninger i stedet for begrænsninger – og ved via samarbejde at kunne give kunderne endnu bedre løsninger. Og med den store interesse in mente, så faldt arrangementet øjensynligt på et tørt sted i den danske metalbranche.

- Udstillerne har været overraskende positive, og de har været overraskede over, hvor meget vi har gjort ud af det. Derudover har vi indtil videre også fået meget positive tilbagemeldinger fra gæsterne. Faktisk hørte jeg nogen sige, at hvis vi ikke laver det her igen, så får vi et ”problem”, griner Carsten Mumm.

Og både gæster og udstillere kan være ganske rolige – der er mere synergi i vente fra Unimerco. Efter planen kommer der nemlig flere arrangementer i løbet af året, der skal sætte fokus på den positive stemning og de muligheder, metalindustrien har.

- Vi har planer om et arrangement, hvor vi i endnu højere grad samler branchen – en slags dialogkonference, hvor vi kan diskutere, hvordan vi effektiviserer mest muligt for kunderne, så vi kommer til at stå stærkere i den internationale konkurrence. Konceptet er ikke helt på plads endnu, men det er noget af det, vi tager fat på her efter messen, afslører Carsten Mumm.

Om der kommer en Synergi 10, er dog svært at sige.

- Vi skal lave noget igen – det er helt sikkert. Om det bliver samme koncept, det må tiden vise. Vi vil nok skifte spor og finde på noget nyt på et tidspunkt, men så kan det jo være, at der er andre, der vil overtage det her arrangement, slutter Carsten Mumm.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094