Grundfos fortsatte væksten i 2008, men finanskrisen mærkes
2008 blev et usædvanligt og turbulent år for Grundfos-koncernen og for verden. Ganske vist er væksten i salget indfriet, og positionen som en af verdens førende inden for højteknologiske pumper og pumpesystemer er uanfægtet. Men forretningsbetingelserne over året har været svingende, og i slutningen af året forværredes situationen dramatisk.
- Vores vækst i salget er sket på flere områder. For eksempel kan jeg nævne Rusland med 25 %, Kina med 22 %, Indien med 16 %, 13 % på det tyske marked, hvor især energirigtige cirkulationspumper har vundet indpas, og endelig er den organiske vækst på 12 % i USA også tilfredsstillende. Men nu er festen slut. Vi indretter os efter en verden, der befinder sig i en alvorlig recession, hvor vi måske ikke har set det værste endnu, forklarer Carsten Bjerg. Grundfos-chefen erkender, at den globale finanskrise nu virkelig mærkes.
- I slutningen af 2008 begyndte vi at mærke finanskrisens negative effekter, der udvikler sig dag for dag. Denne krise er uforudsigelig og foranderlig, og det skaber tumult, når byggerier og nye anlæg stoppes, og vores kunder lider. Vi fokuserer derfor lige nu på stram styring af vores omkostningsudvikling, driftskapital og investeringsniveau, og det har blandt andet også medført reduktioner i medarbejderantallet, siger Carsten Bjerg. Om forventningerne til 2009 siger han:
- Det er svært at sætte ambitiøse mål om omsætning og indtjening i en så turbulent tid som nu. Realistisk forventer vi, at omsætnings- og indtjeningsniveauet for 2009 kommer til at ligge noget under 2008. Der skal udvises omkostningsbevidsthed, omstillingsevne og fleksibilitet i alle led af vores virksomhed, så vi kommer helskindet igennem de nærmeste år. Det bliver hårdt arbejde.
- Men uanset krisen, så ligger de globale udfordringer os stadig stærkt på sinde. Verdens befolkning vokser, urbaniseringen tiltager, og brugen af naturens ressourcer stiger. Vi er stærkt optaget af klimaudfordringen. Vi risikerer at efterlade en grøn gæld til vores børn og børnebørn, der betaler prisen for vores uløste klimaproblemer. Politikerne har særlige kort på hånden, og når de skyder penge ind i økonomien, så bør det gøres med et klart klimasigte. Det skylder vi de kommende generationer, fastslår koncernchefen.
Kilde: Grundfos - http://www.grundfos.dk