NKT Cables udbygger i Kina
NKT Cables udbygger sin kinesiske produktion af højspændingskabler. Virksomheden har torsdag underskrevet en betinget aftale med en kinesisk partner om salg og produktion af højspændingskabler i Kina.
Det er aftalt, at joint venture-selskabet overtager en eksisterende kabelfabrik til produktion af højspændingskabler. Fabrikken består af maskiner og bygninger, som hidtil er blevet drevet af den kinesiske partner i et særskilt selskab. Kabelfabrikken er relativt nyetableret og nystartet, og der overtages derfor ikke løbende aktiviteter eller forpligtelser. Joint venture-selskabets drift af kabelfabrikken forventes først at begynde i fjerde kvartal 2009.
Etableringen af joint venture selskabet og overdragelsen af kabelfabrikken er betinget af en række forhold, der successivt skal opfyldes henover de kommende måneder. Der er tale om forhold, der dels relaterer sig til myndighedsgodkendelser, og dels relaterer sig til overdragelse af kabelfabrikken til joint venture-selskabet. Herudover er den endelige aftale betinget af NKT Cables' færdiggørelse af due diligence undersøgelser.
NKT Cables' investering i forbindelse med etablering af joint venture-selskabet samt overdragelse af kabelfabrikken forventes at udgøre kontant ca. 80 mio. kr.
Kilde: Københavns Fondsbørs