Vestas udbygger vingefabrik i Kina
Allerede inden den påbegyndte vingefabrik i Kina står færdig, har Vestas-koncernen besluttet at udbygge fabrikken til dobbelt produktionskapacitet.
Udvidelsen vil fordoble den oprindelige fabriks årlige produktionskapacitet fra ca. 600 møllevinger til ca. 1.200 møllevinger.
Samtidig vil udvidelsen medføre en forøgelse af medarbejderstaben fra ca. 240 medarbejdere til ca. 400 medarbejdere.
- Etableringen af fabrikken i Kina forløber efter planen, og de første 39 m vinger til V80-2,0 MW vindmøllen forventes produceret i maj måned i år. Det er derfor med stor glæde, at vi kan konstatere, at en tilfredsstillende ordredækning samt de fortsat gode markedsudsigter i både Kina og det øvrige Asien betyder, at der allerede nu er taget beslutning om en udbygning af fabrikken, siger Ole Borup Jakobsen, adm. direktør i Vestas Blades A/S.
Udover en fordobling af produktionsarealet omfatter udbygningen en fælles administrationsbygning med nacelle- og navmontagefabrikken. Den totale investering i udvidelsen forventes at udgøre ca. 13 millioner euro.
- Med udbygningen af vingefabrikken har vi taget endnu et vigtigt skridt i retning mod opfyldelsen af de markedsbehov, vi møder i Kina og i det øvrige Asien. Det styrker Vestas’ position på markedet og sætter os i stand til bedre at kunne imødekomme markedsvæksten og kundernes behov. Dette bekræftes ligeledes af den store ordreindgang, som Vestas har oplevet på det seneste, siger Thorbjørn N. Rasmussen, adm. direktør i Vestas Asia Pacific A/S.
Kilde: Vestas Wind Systems A/S. http://www.vestas.com