23948sdkhjf

- Fremtiden er støbt i komposit

Det kommer alle til gavn, hvis flere brancher går i gang med at bruge komposit, mener VP Sales i Jupiter Group, Klaus Kamper.

Vindmøllebranchen er efterhånden velbevandret inden for fremstillingen af elementer i komposit, og har i årevis lavet vinger og møllehuse af materialet. Men flere brancher vil kunne nyde godt at komposittens egenskaber, mener Klaus Kamper, der er VP Sales i Jupiter Group.

- Komposit er et fantastisk materiale, som har et kæmpe potentiale for stort set alle brancher. Desværre er der stadig alt for mange, der stadig tænker i traditionelle materialer som stål og aluminium, når de skal i gang med produktioner. Men det prøver vi at få vendt, siger Klaus Kamper.

Jupiter Group laver ordreproducerede nacelle- og spinner covers til vindmøller, som monteres omkring vindmøllens maskinkomkomponenter og navet hvorpå vingerne er fastgjort.

Ud over at være VP Sales i Jupiter Group, er Klaus Kamper også formand for kompositsektionen under Plastindustrien, der også er i gang med at gøre arbejdet med komposit lettere at gå i gang med for flere producenter.

Savner standard
En af barriererne for udbredelsen af kompositter til andre brancher, er, at der ikke findes tilgængelige standarder for kompositmaterialer, siger Klaus Kamper. Årsagen er, at komposit i sammenligning med stål og aluminium stadig er et ungt materiale, der ikke har fået udviklet en serie af standarder endnu.

Det betyder, at  prøvestøbninger af komposit skal fremstilles og testes hver gang, inden en ny produktion går i gang for at sikre, at materialet kan holde til formålet og indfri kravene til konstruktionen.

- Stål og aluminium har allerede veldokumenterede standarder for deres egenskaber, og det giver en mere direkte vej til produktionen. Standarder for kompositter ville uden tvivl gøre arbejdet med materialet mere smidigt og åbne muligheden for flere brancher til at gå i gang. Og jo flere, der går i gang, jo større bliver presset også for at få standarderne udviklet, siger han.

Let materiale, styrke som stål
En af fordelene ved komposit er, at det har samme styrkeegenskaber som stål. Til gengæld har komposit en massefylde, der er knap fem gange mindre, og derfor yder det en betragtelig lavere vægtbelastning i konstruktionerne. En fordel vindmølleindustrien har nydt godt af i årevis, og som flere burde benytte sig af, mener Klaus Kamper.

Men der ligger stadig en del traditionel tænkning omkring anvendelsen af materialer, der hindrer udbredelsen af komposit, mener han.

- I byggeindustrien og blandt arkitekter er der stadig stort fokus på at bruge stål og aluminium, fordi det er velkendt og udbredt i branchen. Vi prøver at udbrede kendskabet til materialet på uddannelsesinstitutionerne og blandt virksomhederne og heldigvis fornemmer vi, at der er ved at ske noget, siger Klaus Kamper.

For nyligt uddelte Kompositsektionen en pris til en gruppe af arkitektstuderende, der i samarbejde med en gruppe håndværkerlærlinge havde konstrueret en toetagers bo-celle i komposit. Og det glæder Kompsitsektionens formand at fremtidens konstruktører tager materialet til sig, fordi det kan komme til at betyde landvindinger for materialet.

- Der er sket helt enormt meget de sidste 10 år, hvor komposit har erstattet flere og flere traditionelle materialer. Og jo flere, der efterspørger komposit jo mere konkurrencedygtige kan vi også blive, og jo mere incitament bliver der for at forbedre materialet og gøre det relevant for endnu flere brancher, slutter Klaus Kamper.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.385