DI: Danmark er blevet mere globaliseringsparat
DI's Globaliseringsredegørelse 2006 viser, at Danmark er bedre rustet til globaliseringen i år end sidste år. Men der er plads til forbedringer, mener DI, der bl.a. efterlyser lavere marginalskatter på arbejdsindkomster, flere unge igennem en naturfaglig uddannelse og en mere effektiv offentlig sektor.
- Skal vi også i fremtiden kunne høste gevinsterne af globaliseringen, må vi løbende forbedre danske virksomheders muligheder for hurtigt at omstille sig til en omskiftelig global dagsorden.
For at overvåge udviklingen i Danmarks globaliseringsparathed har DI for andet år i træk kortlagt Danmarks styrker og svagheder i den internationale konkurrence.
Det sker ved at sammenligne 88 centrale indikatorer i 29 OECD-lande. Redegørelsen viser, at antallet af placeringer blandt de ni bedste OECD-lande er vokset til 42 pct. i år mod 37 pct. i fjor. Men også antallet af placeringer fra nr. 20-29 er steget - fra 23 pct. i 2005 til 26 pct. i 2006.
- Mange internationale undersøgelser placerer Danmark højt på de erhvervs-klimatiske hitlister. Det er blandt andet det, vi ser resultaterne af i den aktuelle økonomiske udvikling. Med vores indikatorer forsøger vi at se fremad og spørge, hvor vi skal sætte ind, hvis vi vil bevare og udbygge vores stærke positioner. Og her er der åbenbare muligheder for forbedringer, når det eksempelvis gælder lavere marginalskatter på arbejdsindkomster, flere unge igennem en naturfaglig uddannelse og en mere effektiv offentlig sektor, siger Hans Skov Christensen.
- Succes i en globaliseret verden kræver en klar strategi. Efter vores drøftelser i Globaliseringsrådet har regeringen nu fremlagt 333 forslag, der skal styrke Danmarks position. Men en strategi kan ikke stå alene. Den må følges op af en klar politisk prioritering og et mod til at gennemføre de nødvendige forandringer. Det forventer vi, at en bred kreds af partier i Folketinget vil bidrage til, understreger Hans Skov Christensen.
Kilde: Dansk Industri. http://www.di.dk