Fiberlasere styrker salget af afgratningsmaskiner
Handelsfirmaet Rønde Industriteknik har egentlig koncentreret sig om svejseudstyr, men de senere år er maskiner til afgratning fra italienske Costa blevet den helt store sællert i virksomheden.
- Alle de virksomheder, der har investeret i fiberlaserskærere, har også brug for en afgrater for at slibe de skarpe kanter af. Det nyder vi godt af. Vi startede agenturet for fem år siden, og i dag er det de mest solgte afgratningsmaskiner i Danmark, siger Poul Bonde, direktør og ejer, Rønde Industriteknik.
Den mindste Costa-maskine koster 350.000 kr., og den største, Costa MB4, koster 1 mio. kr. Costa MB4 kan slibe på begge sider samtidigt. Afhængigt af behovet kan maskinerne lave afrunding af hjørner.
Virksomhederne køber afgratningsmaskiner, fordi de producerer et mere ensartet resultat end manuel slibning.
- Man får det samme resultat hver gang, og det er efterspurgt hos slutkunderne. Samtidig får man styr på sit miljø, fordi slibningen foregår kontrolleret inde i maskinen, siger Poul Bonde.