23948sdkhjf

De er herrer i eget hus

Tommy Bredal og Michael Østergaard har overtaget Staring Maskinfabrik.

Administrerende direktør Tommy Bredal og salgschef Michael Østergaard er blevet herrer i eget hus på Staring Maskinfabrik. De har købt direktør Leif Stiholt ud af firmaet.

I 1986 købte Im. Stiholt Staring Maskinfabrik, og dengang var det Imanuel Stiholt og sønnen Leif Stiholt, der stod i spidsen for Stiholt-koncernen.

- Leif Stiholt har haft stor betydning for virksomheden, fortæller Tommy Bredal.

- Vi kunne slet ikke have udviklet os uden Stiholt-koncernens involvering.

Tommy Bredal kom ind i firmaet i 1990, og han har siden været i firmaet. Michael Østergaard har været i firmaet i 14 år.

Staring Maskinfabrik sælger i dag blandemaskiner til hele verden.

Der leveres næsten ugentligt maskiner til Indien, Egypten, Oman og Australien, og for tiden er en stor ordre på vej til Ukraine.

Den største blander, der er fremstillet, er på 3.000 liter. Der laves også mindre blandere, og 750 liter og 1.500 liter er populære.

Produktionen foregår dels i Brønderslev, dels i Kina. I Brønderslev er der en snes medarbejdere.

I dag er virksomheden meget bygget op på handelsvarer. I mange år har de japanske Tsurumi-pumper været en omfattende handelsvare.

Siden er ventilatorer samt fliseskærere med mere fra spanske Rubi kommet i sortimentet.

Staring Maskinfabrik leverer hovedsageligt til trælasthandeler, byggemarkeder, grossister samt virksomheder, der udlejer værktøj.

I næste uge drager Tommy Bredal til Kina for at aftale udvikling og produktion af nye produkter.

Staring Maskinfabrik blev kendt for NH4-anlæggene, der blev udviklet af opfinderen Jens Østergaard Jensen. I 2008 blev denne afdeling solgt fra, og produktionen sker i dag i Aalborg.

Staring Maskinfabrik blev grundlagt i 1962, da fabrikant A. Helmer Larsen, der var udbryder fra Pedershaab-koncernen begyndte produktionen i en tyskerbarak.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101