Maskinleverandør sender 50 på fordeling
KVM International A/S mangler ordrer, og derfor må 50 af virksomhedens timelønnede medarbejdere indstille sig på arbejdsfordeling i de kommende 13 uger.
Virksomheden - der leverer kundetilpassede løsninger til asfalt- og betonindustrien - tror dog på, at tilbagegangen er midlertidig, og at det inden længe igen bliver muligt at ansætte de fordelingsramte folk på fuld tid:
- Hvis vi ikke troede på, at vi vil få ordrer til de medarbejdere, som vi har sendt på arbejdsfordeling, så havde vi taget konsekvensen og afskediget dem i stedet for, siger administrerende direktør, Jesper Rasmussen, til Midtjyllands Avis.