23948sdkhjf

Koncerndirektør i Danfoss annoncerer sin pensionering

Koncerndirektør og CFO Ole Steen Andersen har meddelt, at han stopper til næste år. Danfoss er gået i gang med at søge efter en afløser.
Koncerndirektør og CFO Ole Steen Andersen har meddelt, at han går på pension i forbindelse med Danfoss' generalforsamling i 2007. Danfoss er gået i gang med at søge efter en afløser.

- Jeg har vurderet, at det vil være et godt tidspunkt at fratræde i forbindelse med vores generalforsamling i 2007. Dels er en lang række af de projekter, jeg har været engageret i, nu godt i vej, dels har jeg ved at trække mig tilbage her efter min 60-års fødselsdag i august fortsat nogle aktive år, hvor jeg kan fokusere på mine hverv som medlem af bestyrelsen i Sauer-Danfoss samt som bestyrelsesformand i Cowi og næstformand i Auriga, siger Ole Steen Andersen.

Han tilføjer, at det er et fornuftigt tidspunkt at overlade stafetten til en afløser, idet Danfoss' strategi for de kommende år er på plads.

- Det er absolut en fordel, at min afløser får en god indkøringsperiode, hvor der kan fokuseres langsigtet, fastslår Ole Steen Andersen.

Ole Steen Andersen har været CFO (Chief Financial Officer) i Danfoss Koncernen siden 2000. Han kom oprindelig til Danfoss som koncerndirektør i 1994.

- Jeg ved godt, at det er lidt usædvanligt at meddele min beslutning på så tidligt et tidspunkt, men jeg mener, at det er en fordel for organisationen i Danfoss og den fremtidige udvikling, at der er fuld klarhed over, hvad der skal ske. Samtidig giver det nogle måneder, hvor min afløser og jeg kan samarbejde og sikre en god overgang, påpeger Ole Steen Andersen.
Danfoss har igangsat søgning efter en afløser for Ole Steen Andersen.

- Vi leder efter en ekstern kandidat til jobbet som CFO, siger adm. direktør og CEO Jørgen M. Clausen, der samtidig roser Ole Steen Andersen for at melde ud på et tidligt tidspunkt:

- Ole Steen Andersen har været stærkt medvirkende til, at Danfoss står stærkt i dag, og han har med sin beslutning igen vist, at han har koncernens fremtid in mente, da vi nu kan sikre en god og smidig overgang, hvor organisationen tillige er fuldt informeret. Det er særdeles positivt, fastslår Jørgen M. Clausen.

Danfoss vil tidligst efter sommerferien sætte navn på sin nye CFO.

Kilde: Danfoss http://www.danfoss.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093