23948sdkhjf

Mega-uddannelsesmesse i Skjern

Om et år eller to kan vi forhåbentlig se tilbage på finanskrisen som et pusterum, som en masse mennesker udnyttede til at opkvalificere sig, siger tovholderen bag uddannelsesmessen, der løber af stabelen tirsdag 9. juni kl. 11.30 i Skjern Kulturcenter.
Tirsdag 9. juni arrangerer arbejdsgruppen Task Force en mega-uddannelsesmesse i Skjern Kulturcenter for samtlige ledige i Ringkøbing-Skjern Kommune. De vil alle få en personlig invitation. Invitationen er også sendt til et stort antal pendlere fra Herning, Holstebro og Lemvig, som aktuelt har mistet deres job på virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Den nyvalgte formand for 3F Ringkøbing-Holmsland, Linda Nielsen, der har fået sin ilddåb under finanskrisen, har sagt ja til at åbne messen og sige et par ord om, hvordan hun ser og oplever situationen.

- Ringkøbing-Skjern Kommune er blandt de hårdest ramte af ledighed, og vi er med omkring 500 ledige den hårdest ramte fagforening i kommunen. Derfor er jeg utrolig glad for dette initiativ, og vi benytter enhver lejlighed til at opfordre vore ledige medlemmer til at møde op til uddannelsesmessen.

- Alt tyder nemlig på, at mange af de job, som er forsvundet, ikke kommer igen. Til gengæld tror jeg, at der vil komme mange nye job, når finanskrisen klinger af. Disse job vil vore medlemmer kunne bestride, men ikke uden en vis omskoling og opkvalificering, siger Linda Nielsen.

Alle bakker op om messen
Samtlige fagforeninger bakker op om uddannelsesmessen, hvor deres ledige medlemmer vil kunne få en uformel og uforpligtende snak med omkring 50 uddannelsesvejledere fra samtlige relevante uddannelsesinstitutioner i kommunerne Ringkøbing-Skjern, Herning og Holstebro.

De deltagende uddannelsesinstitutioner omfatter blandt andet UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern, AMU-Vest, Vestjysk Storvognsskole, Holstebro Tekniske Skole, UddannelsesCenter Herning, Via University College, Holstebro og Handels- og Ingeniørhøjskolen (HIH) i Herning.

Lokale virksomheder inviteret
Desuden er en række lokale firmaer inviteret til at gå i dialog med de ledige om, hvilke efteruddannelses- og omskolingsforløb, der kan øge chancen for at komme i job. Blandt andet deltager Ringkøbing-Skjern Kommune, som jo er en meget stor arbejdsplads, hvor der løbende er behov for at ansætte nye medarbejdere.

- Vi overvejede at kalde det en job- og uddannelsesmesse. Men det er ikke realistisk at forvente, at de deltagende virksomheder har konkrete job med i tasken. Derfor fokuserer messen 100 % på omskoling, opkvalificering og efteruddannelse, som vil være nødvendig for at kunne bestride de nye job, som naturligt vil opstå efter finanskrisen. For nogle vil også en videregående uddannelse være aktuel, siger områdechef Per Rahbek, UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern.

Han er tovholder for det store arrangement og med i arbejdsgruppen Task Force, der er nedsat på initiativ af Ringkøbing-Skjern Kommune med borgmester Torben Nørregaard i spidsen.

Et pusterum, vi skal udnytte
- Om et år eller to kan vi forhåbentlig se tilbage på finanskrisen som et pusterum, som en masse mennesker udnyttede til at videreuddanne eller efteruddanne sig. Det er den proces, som uddannelsesmessen gerne skulle speede op, så gode, stabile medarbejdere ikke falder ud af arbejdsmarkedet. Det gælder også de mange udenlandske medarbejdere, som både virksomhederne og samfundet har investeret mange penge i at uddanne og integrere, siger Per Rahbek.

Han understreger, at Danmarks største problem fortsat er, at nogle af Danmarkshistoriens største fødselsårgange er på vej ud af arbejdsmarkedet for at gå på pension samtidig med, at nogle af de mindste fødselsårgange er på vej ind. Det har finanskrisen ikke ændret på.

Kilde: Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern - http://www.uc-rksk.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078