Jobvækst i dansk vindmølleindustri
Vindmøllemarkedet bliver ved med at vokse, og den danske industri forventer da også at få brug for endnu flere medarbejdere i de kommende år. Medarbejderne hænger dog langt fra på træerne.
Mere end to ud af tre virksomheder regner om et år med at beskæftige flere end i dag, mens 30 procent af virksomhederne regner med uændret beskæftigelse. Det fremgår af Dagbladet Børsen i dag.
- Det er oplagt, at der er behov for flere medarbejdere, når vi i markedet ser en årlig global vækst på 20-30 pct. om året. Det vil ske i Danmark og ikke mindst i udlandet, siger direktør i vindmølleindustrien, Bjarne Lundager Jensen, til avisen.
Vestas er en af de virksomheder, der trods udflytning, fortsat ser en vækst i Danmark.
Vindmølleproducenten har endnu ikke problemer med at tiltrække arbejdskraft, men Vestas har taget sine forholdsregler med etablering af et graduate-program, ligesom branchen som helhed vil introducere en talentfabrik.
Det er afgørende at have kvalificerede medarbejdere parat i kulissen, når branchens fremtidige opgaver skal løses. Den danske vindmølleindustri beskæftiger i omkring 25.000 personer.