Topchefer på overarbejde
Førhen forstod man direktørtid som en arbejdsdag fra 10-15, men i dag nærmer arbejdstiden sig åbningstiderne i Seven-Eleven. Et faktum, der betyder kortere tid i jobbet for mange topledere.
Headhunterfirmaerne rapporterer om stor vækst i omsætningen af topchefer. Hos den danske headhuntervirksomhed Ray & Berndtson er rekrutteringen af adm. direktører steget med 32 pct. i de sidste 12 måneder, mens rekrutteringen af andre virksomhedsledere er steget med 10-15 pct. Det skriver Børsen.
Direktør Troels Gjerrild, Ray & Berndtson, siger til Børsen, at der ofte er god mening i at øge omsætningshastigheden blandt toplederne:
- Vi ser mange gange, at toplederne præsterer de bedste resultater de først to til tre år efter deres ansættelse, hvor præstationstrangen er helt i top, men så går der drift eller lidt vedligehold i det; og så kan det være svært at viske tavlen ren og lægge en ny strategi, der måske indebærer, at man skal skære det væk, man har bygget op.
Ikke mindst kapitalfondene er med deres klare tidshorisonter og knivskarpe krav til resultaterne drivkraft bag forandringerne i topledernes jobindhold, afslører headhuntervirksomheden til Børsen.