23948sdkhjf

Kina sender råvarepriser op

[i]Kina støvsuger i øjeblikket verdensmarkedet for råvarer som skrot, nikkel og kobber, hvilket får priserne til at eksplodere. [/i]
Prisen på stål er fordoblet de seneste to år, men specielt siden nytår er udviklingen gået helt amok med stigninger på 15-90 pct. Normalt falder efterspørgslen, når priserne ryger op, men i øjeblikket stiger begge dele, skriver Ingeniørennet idag.

- Jeg har fulgt markedet siden 1966 og er vant til svingende priser. Men det her er kraftigere og langt mere massivt, end vi nogensinde har set, siger salgsdirektør i Sanistål, Arne Møller Jensen til Ingeniøren, og forudser, at visse produkter helt bliver udsolgt.

Priserne på skrot og jernmalm er fulgt med op, ligesom bl.a. kobber, nikkel og kul er steget markant.

Udviklingen skyldes øget vækst i USA og Asien. Men det er først og fremmest »verdens største samlebånd« Kina, der har sendt råvarepriserne i vejret. Dels fordi landet står for en støt stigende andel af verdens produktion. Dels fordi den indenlandske efterspørgsel stiger voldsomt.

Herhjemme er industrien delt. Rederier og skrothandlere jubler over stigende indtjening, men store dele af produktionsindustrien er fortsat nettoforbruger af råvarer. Her gør prisstigningerne ondt.

Hos pumpekoncernen Grundfos, betyder de høje priser på årsbasis et tocifret millionbeløb, og ifølge koncernindkøbsdirektør Niels Qvortrup, slår stigende råvarepriser normalt igennem i butikkerne i løbet af tre-fire måneder, skriver Ingeniøren.

Og intet tyder ifølge fagbladet på, at prisstigningerne er forbi. Også i 2. og 3. kvartal har stålgrossisterne varslet prishop, og ifølge Danske Banks chef for makroanalyser, Carsten Valgreen, kan de høje priser fortsætte længe endnu:

- Der er to faktorer, som styrer det her spil: Dels holder kineserne deres valuta kunstigt nede, dels er den amerikanske rente ekstrem lav. Og indtil det ændrer sig, vil tendensen fortsætte, siger han til Ingeniøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078