Alternativ rekrutteringsmetode inkluderer ansatte
Virksomheder bruger mere og mere de ansattes netværk, når nye medarbejdere skal rekrutteres til virksomheden. Den nye metode bevirker, at virksomheden hurtigere kan gå igennem kandidaterne og nedsætte risikoen for fejlansættelser.
Det skriver ErhvervsBladet i dag.
Ifølge undersøgelsen valgte 70 % af de adspurgte virksomheder at finde nye medarbejdere via sine nuværende ansatte.
- Det er en god måde at gøre det på, for virksomheden forbedrer screeningsarbejdet og nedsætter dermed risikoen for fejlansættelser. Den enkelte medarbejder påtager sig nemlig en del af ansvaret og er derfor meget påpasselig med sine anbefalinger, forklarer Bjarne Jakobsen, der beskæftiger sig med ledelse og human ressource-processer ved Dansk, Handel & Service (DH&S) til avisen.
Undersøgelsen viser desuden at 17 % af de adspurgte virksomheder udlover dusører til deres ansatte, hvis de anskaffer kvalificeret arbejdskraft til virksomheden. Dusørerne strækker sig fra 3 flasker vin til en hel månedsløn, informerer avisen.