Råvarekommentar: Truslen er intakt
Risikoen for en strejke i Escondida-minen i Chile præger fortsat kobbermarkedet.Også konflikten mellem Israel og Hizbollah præger råvarepriserne.
De to minegiganter BHP Billiton og Rio Tinto er hovedaktionærer i Escondida med en ejerandel på henholdsvis 57,5 og 30 procent.
Vi forventer støtte for den toneangivende kobberkontrakt på LME (kobber med tre måneders levering) omkring USD 7.500 per ton og modstand ved USD 8.000 per ton. Afgørende for udviklingen på kort sigt vil være udfaldet af forhandlingerne i Chile.
Kobberprisen faldt tirsdag med godt to procent til USD 7.770 per ton i kølvandet på en uventet stor stigning i de officielle
LME kobberlagre, der steg 3.125 tons til i alt 100.575 tons.
Energikomplekset var blandet tirsdag med en stigning til råolie, mens naturgasprisen korrigerede tilbage med 7,8 procent efter mandagens ekstraordinært store stigning på 14,3 procent. Konflikten mellem Israel og Hizbollah, usikkerhed mht. Irans atomprogram samt udfald i produktionen i såvel Nigeria som Irak holder en hånd under olieprisen. Vi forventer, at olieprisen på kort sigt vil handle i et snævert interval med USD 74/75 per tønde som omdrejningspunkt.
Kilde: Jyske Bank