Stærkt forbedret halvårsresultat hos Lego
Lego Koncernen opnåede i første halvår af 2009 en stigning i salget på 23 % i forhold til første halvår 2008. Resultatet før skat for årets første seks måneder blev 927 mio. kr. mod 564 mio. kr. året før.
De klassiske produktlinjer som Lego City og Lego Star Wars er fortsat de bedst sælgende, men fremgangen ses på stort set alle produktlinjer. Det nye legetema Lego Power Miners har fået en meget succesrig start med et salg væsentligt over forventning.
Omsætningsfremgangen er fordelt over stort set alle markeder, og især de nordamerikanske samt øst- og centraleuropæiske markeder viser store stigninger i forhold til første halvår 2008.
Samtidig har Lego Koncernens direkte salg til forbrugerne igennem egne mærkevarebutikker, internetsalg og postordresalg opnået væsentlige stigninger i halvåret.
Faldende marked
Det samlede legetøjsmarked er faldet en smule i løbet af første halvår. Dette dækker dog over store forskelle, idet især de engelsktalende markeder har oplevet fald, mens de fleste europæiske legetøjsmarkeder er vokset i løbet af de seneste seks måneder.
Lego Koncernen har opnået tocifrede vækstrater i salget til forbrugerne på stort set alle markeder. Virksomhedens markedsandel er således steget.
Meget tilfredsstillende resultat
Resultatet før skat for første halvår blev 927 mio. kr. mod 564 mio. kr. for første halvår 2008. Årsagen til den væsentlige forbedring er det øgede salg, kombineret med at omkostningerne fortsat holdes i ave.
Ved udgangen af første halvår var virksomhedens egenkapital 1,740 mia. kr. mod 1,049 mia. kr. efter første halvår 2008. Administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp siger:
- Resultatet for første halvår er meget tilfredsstillende. Det er meget positivt at se den fortsatte stærke udvikling for vores klassiske produktlinjer. Da størsteparten af legetøjssalget sker i årets sidste måneder, er der en væsentlig usikkerhed om årets samlede resultat. Men baseret på de gode resultater for de første seks måneder ser vi fortsat optimistisk på udsigterne for resten af 2009.
Øgede investeringer i kapacitet
På baggrund af de senere års positive salgsudvikling og forventninger om fortsatte salgsstigninger i de kommende år foretager Lego Koncernen i 2009 en række investeringer i øget kapacitet. I første halvår er påbegyndt en større udvidelse af støbekapaciteten. De nye støbemaskiner er installeret i henholdsvis Danmark, Ungarn og Mexico. Derudover er opførelsen af en ny lagerhal ved fabrikken i Kladno, Tjekkiet, påbegyndt i juni i år.
Kilde: Lego - http://www.lego.com