23948sdkhjf

Ny CLOOS svejserobot til Cimbria

Investering i nyt robotsvejse-anlæg er normalt en bekostelig affære. Men for Cimbria blev løsningen knap så omkostningstung, som forventet.
Cimbria har netop stået for at skulle opdatere et eksisterende svejserobot-anlæg. I samarbejde med A.H. International A/S fandt man hurtigt ud af, at det kunne betale sig at genbruge dele af det eksisterende svejserobot-anlæg. Efter nærmere økonomiske overvejelser, blev det beslutningen at genbruge to af de eksisterende manipulatorer og robottens køreskinne.

- Ikke alene er der en økonomisk fordel i at bruge de eksisterende manipulatorer, men installationstiden har dermed også været ganske kort, siger Produktionschef Carsten Jensen, Cimbria.

Cimbria har gode erfaringer med de eksisterende CLOOS svejserobotter, og det ”gamle” anlæg har været i drift i over 20 år, dog med en renovering i 1996.

Det, som har vægtet tungest ved valg af robotmærke, har været hurtig service og høj driftssikkerhed, og dette har været nogle af årsagerne til, at Cimbria igen har valgt en CLOOS svejserobot.

- Robotanlægget svejser elementerne til siloer, og det har været af stor vigtighed, at produktionen kunne fortsætte med kortest mulige produktionsstop, påpeger Carsten Jensen.

Det har også vist sig efterfølgende, at det kun har taget 14 dage at fjerne det gamle svejserobotanlæg, renovere og flytte manipulatorerne, forny robottens køreskinne og opstille den nye robot.

Idet robottens styresystem er nyt, har det været nødvendigt at omprogrammere anlægget. Selve programmeringen af anlægget har bl.a. Robert Bonde været involveret i. Det nye og mere avancerede programmeringssprogram er hurtigt at lære. Efter 2 dages oplæring i programmeringen, har Cimbria nu omprogrammeret de første svejseprogrammer, og efter kun 2 dage, kører anlægget nu på fuld kraft.

Cimbria producerer bl.a. silovægge i mange størrelser og dimensioner, alt efter efterspørgsel og ordre. Derfor er det vigtigt at omstillingen af robottens programmer er lette og hurtige.

Man lægger nogle delprogrammer ind i robottens controller, og derefter kopieres og forskydes disse programmer, således at hele silovæggen kan svejses efter en kort programmeringstid.

Med den nye robot er det blevet lettere og hurtigere at programmere robotten, og derved nedbringe omstillingstiden.

Robot-anlægget er bygget op over 2 manipulatorer. Mens robotten svejser silovæggen på den ene side, lægges en ny silovæg i den anden manipulator. Dermed bliver robottens kapacitet udnyttet fuldt ud.

Cimbria Manufacturing A/S er et datterselskab i A/S Cimbria gruppen, og er internationalt kendt inden for udvikling og fremstilling af anlæg til behandling af korn- og frøafgrøder. Cimbria Manufacturing A/S beskæftiger 200 medarbejdere.

Cimbrias maskinprogram omfatter bl.a. finrensere og forrensere, tørrerier, transportudstyr, rør og ventilatorer samt siloanlæg.

Kilde: Cimbria A/S. http://www.cimbria.com

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096