Råvarekommentar: Nikkel på himmelflugt
Nikkelpriserne fortsætter ufortrødent til vejrs, mens råolien befinder sig på et stabilt niveau.
Markedet er præget af, at en eller flere markedsdeltagere er ude at lukke solgte positioner, hvilket presser prisen opad. Inverteringen af forwardkurven er fortsat ekstrem med et USD 5.150 per ton stort spænd mellem spotprisen og tremå-nedersprisen. Et forhold, der tirsdag tiltrak godt 400 tons nikkel til de officielle LME-lagre, der dog fortsat ligger på historisk lave niveauer.
Den seneste tids spekulation vedrørende en stor solgt position i markedet blev bekræftet i går, idet den kinesiske nikkelproducent Jinchuan Nickel, der årligt producerer 100.000 tons nikkel, indrømmede at være bagmanden bag en stor solgt position på op mod 10 procent af virksomhedens produktion.
I den kommende udgave af Softs & Hards, der udkommer senere i dag, sætter Jyske Bank blandt andet fokus på udviklingen i de globale lagre for nikkel, kobber, aluminium og zink. Kendetegnet for alle fire grundmetaller har været store træk på lagrene, der ligger på historisk lave niveauer.
Olien holder sig relativt stabilt omkring USD 72/73 per tønde. Fokus i markedet er primært på udviklingen i Irankonflikten,
der forventes at sætte dagsordenen i det mindste frem til den 31. august, der er sat som deadline for Iran mht. til at opfylde det primære krav i resolutionen fra FN's Sikkerhedsråd, der går på at stoppe for alt berigelse af uran.
Kilde: Jyske Bank.