Metalvirksomheder værner om deres renomme
Danske metalvirksomheder værner om deres renomme, når der skal ansætte udenlandsk arbejdskraft. Tyske medarbejdere ligger højere end østeuropæere på listen.
Langt de fleste henvendelser og spørgsmål fra virksomheder drejer sig om at ansætte tyske medarbejdere mens langt færre vil vide mere om østaftalen.
I DS Håndværk & Industri forklarer man det med 2 perspektiver. For det første er det lettest at ansætte en tysk medarbejder – det foregår stort set, som hvis det var en dansker. Er der derimod tale om en østeuropæer, kræver det en lang række godkendelser.
For det andet mener metalarbejdsgiverne, at specielt små virksomheder er bange for deres omdømme. Når andre hører, at de har ansat østeuropæere, sår det automatisk tvivl, om man følger reglerne for ansættelse, løn og arbejdsforhold, mener DS Håndværk & Industri. Er der tale om en tysk medarbejder, regner omgivelserne med at tingene er i orden.
Metalarbejdsgiverne stiller derfor nu både ansættelseskontrakter og forklaringer om danske arbejdsforhold til rådighed på tysk, så metalvirksomhederne har dem klar, når det lykkes at få fat i kommende medarbejdere.
Kilde: DS Håndværk & Industri. http://www.ds-net.dk