Maskinleverandører nyder godt af dansk byggeboom
Det danske byggeboom øger efterspørgslen på især entreprenørmaskiner, og det smitter af på maskinleverandørerne.
De første seks måneder i år har de 17 medlemmer af brancheorganisationen Maskinleverandørernes entreprenørsektion i gennemsnit øget salget i antal styk med 40 procent. Byggeriet trækker salget godt frem med en række sideeffekter, der kan mæres hos maskinimportørerne.
- Når der skal bruges mere beton, får man travlt i grusgravene. Og asfaltværkerne får også mere travlt, når der skal lægges mere belægning ud. Teglværkerne har også fået mere travlt. Alle disse aktiviteter kræver maskiner, som vi kan levere, pointerer Christian Harkjær, der er direktør i Pon Equipment og formand for entreprenørsektionen.
Han siger afsluttende til Erhvervsbladet, at medlemmerne er ovenud godt tilfredse med det salg, de oplever i øjeblikket.