23948sdkhjf

Dansk industrikonglomerat køber Borg Automotive

Schouw & Co. udvider sin virksomhedsportefølje med endnu et stort virksomhedsopkøb.

Det er den danske industrivirksomhed Borg Automotive, som har hovedsæde i Silkeborg og produktion i Polen og England samt salgsselskab i Belgien. Virksomheden omsætter i omegnen af 1 mia. kr. og beskæftiger 1.400 medarbejdere, heraf omkring 1.200 i Polen.

Fakta om Borg Automotive

Borg Automotive refabrikerer brugte bildele som startere, generatorer, bremsekalibre, aircondition-kompressorer med videre og har de seneste år haft en markant vækst. De seneste fem år er omsætningen i gennemsnit vokset med mere end 10 procent om året, og i regnskabsåret 2015/2016 blev driftsindtjeningen på 101 mio. kr.

Schouw & Co.´s køb af Borg Automotive er dog betinget af myndighedsgodkendelser, og forventes at få virkning fra begyndelsen af april 2017. Det skriver Schouw & Co. i en pressemeddelelse.

- Borg Automotive er en succesfuld og velpositioneret dansk industrivirksomhed, som beskæftiger sig med et særdeles interessant hjørne af den europæiske bilindustri. Refabrikation af dele til bilindustrien har et betydeligt potentiale, og her er Borg Automotive anerkendt som en af de dygtigste i Europa med det bredeste produktprogram, siger administrerende direktør Jens Bjerg Sørensen fra Schouw & Co.

Køber 85 procent
Det aarhusianske industrikonglomerat, der i forvejen ejer BioMar, Fibertex Personal Care, Fibertex Nonwovens, Hydra/Specma og GPV, etablerer hermed et sjette porteføljeben inden for refabrikering af komponenter til bilindustrien

Schouw & Co. har været i dialog med den 67-årige ejer Søren Toft-Jensen i et stykke tid og overtager efter planen 85 procent af aktierne.

- Vi køber majoriteten af virksomheden nu og har mulighed for at overtage den resterende del inden for en overskuelig fremtid. Vi er glade for, at han (Søren Toft-Jensen, red.) fortsætter sit engagement i virksomheden, så vi kan trække på hans enormt store viden om cirkulær økonomi og refabrikeringsindustrien, uddyber Jens Bjerg Sørensen i pressemeddelelsen.

Ser stort vækstpotentiale
Schouw & Co. ser et stort vækstpotentiale i virksomheden, og Jens Bjerg Sørensen lægger da heller ikke skjul på, at omsætningen i Borg Automotive skal løftes yderligere.

- Vores fornemmeste opgave bliver at løfte Borg Automotive til næste niveau. Det betyder både højere volumen og større geografisk spredning. Vi har ambitioner om at skabe Europas største uafhængige producent af refabrikerede autodele, og vi har den nødvendige finansielle styrke til at kunne skabe vækst både organisk og via opkøb, siger direktøren. 

Mange tilbud gennem årene 
Borg Automotive blev stiftet i 1975 af en kun 25-årig Søren Toft-Jensen under navnet Toft-Jensen Elektro ApS. Knap 10 år senere blev den første fabrik etableret, og siden er det gået slag i slag for den driftige eneejer.

I 2007 tilkøbes det danske starter- og generatorrenoveringsfirma Dansk Renoverings Industri, i 2012 tilkøbes belgisk/engelske Car Parts Industries, og i 2014 bygges Nordeuropas største core-lagerfacilitet i tilknytning til fabrikken i Polen med plads til oplagring af 400.000 brugte bildele.

- Jeg har været igennem et utroligt forløb og et eventyr, hvor jeg har været begunstiget af en dansk og udenlandsk medarbejderstab, som i særlig grad har medvirket til en særdeles positiv udvikling gennem årene. Nu er tiden dog kommet til at give nøglerne videre. Jeg har fået mange købstilbud de seneste år, men det har været vigtigt for mig at sikre virksomhedens langsigtede udvikling i et nyt ejerskab. Jeg kan ærlig talt ikke tænke mig en bedre køber end Schouw & Co, siger Søren Toft-Jensen, der i 2008 indsatte en ekstern administrerende direktør og selv skiftede til en opgave som direktør for forretningsudvikling.

I dag er det administrerende direktør Kim Kruse Andersen, som er ansvarlig for den daglige drift, men Søren Toft-Jensen sidder fortsat som medlem af bestyrelsen.

I forbindelse med købet ændres virksomhedens regnskabspraksis, og Borg Automotive forventes i ni måneder af 2017 at bidrage med en omsætning i størrelsesordenen 800 mio. kr. og et EBIT på 110-130 mio. kr., hvorfra der skal fratrækkes reguleringer som følge af købesumsfordeling.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094