Odense får ny motorfabrik
Odense-virksomheden Sauer-Danfoss overtager produktion fra tysk søsterselskab, og det betyder en kraftig udbygning i løbet af de kommende år.
Fabrikken i Odense med godt 160 medarbejdere og den tyske fabrik i Berching nær München har indtil nu begge produceret såvel jævnstrøms- som vekselstrømsmotorer til gaffeltruck.
Odense-virksomheden er nu udpeget til kompetencecenter for Sauer-Danfoss' elektriske motorer, og det betyder, at den tyske fabriks produktion af moderne vekselstrømsmotorer overflyttes til Odense.
Til gengæld skal fabrikken i Odense afgive sin produktion af jævnstrøms-motorer, der er ved at blive faset ud.
Hidtil har 95 procent af virksomhedens produktion været motorer til gaffeltrucks. Men allerede fra sommeren 2007 begynder fabrikken i Odense at fremstille elmotorer til traktorer. Også elmotorer til plæneklippere og entreprenørmaskiner vil snart være på produktsiden hos Sauer-Danfoss i Odense.