Der er turbo på Turbovent
Der er turbo på både salg og udvidelser hos Turbovent i Aars. Knap er udvidelsen på Nordvestvej færdig, før Turbovent Industri på Industrivej også skal gennemgå en ombygning.
Byggeriet, der omfatter 1200 kvadratmeter er netop påbegyndt og ventes færdigt til nytår.
Siden 1971, hvor Turbovent A/S leverede de første ventilationsanlæg til landbruget har virksomheden investeret i forskning og produktudvikling og er i dag en af Europas største udbydere af ventilationsanlæg til landbrug.
Turbovent Industri A/S, der er udsprunget af Turbovent A/S, er en ny virksomhed, der udvikler og fremstiller komfortventilation til kontorer, boliger, institutioner og industrihaller. I januar begyndte virksomheden en ny produktlinie inden for industriventilation.
Turbovent Industri beskæftiger i dag 15 mennesker, og medarbejderstaben forventes at stige til det dobbelte i løbet af det kommende år. Turbovent Industri kører et tæt samarbejde med underleverandører med hensyn til udvikling, så der vil formentlig også blive behov for flere folk på disse poster.