Tyveknægte går fortsat til stålet
Skrot er tilsyneladende blevet eftertragtet for tyveknægte. Inden for den sidste uge er der i det nordjyske stjålet gammelt metal til en værdi af en halv million kroner.
AB Vandskæring i Nibe mistede søndag nat en container med rustfrit affaldsstål til en værdi af ca. 300.000 kroner.
Gerningsmændene er stadig ikke fundet, og det har fået AB Vandskæring til at udlove en dusør på 5.000 kr. for oplysninger, der kan føre til opklaring i sagen.
AB Vandskæring kan ikke få dækket tyveriet ved sit forsikringsselskab, og ser derfor gerne, at der sker fremskridt i sagen.
Også Læsø Kommunes materielgård i Byrum fik fredag aften stjålet omkring seks tons gamle el-ledninger af massivt kobber til en værdi af omkring 200.000 kroner. Heller ikke her er gerningsmændene fundet, oplyser TV2 Nord.