23948sdkhjf

Havvindmøller ved Sprogø får højteknologisk overfrakke

Muehlhan A/S står for rustbeskyttelsen af de syv, 70 meter høje havvindmøller, som fra december skal levere grøn energi til Storebæltsbroen og Øresundsbroen.
Det er vådt at være havvindmølle. Og salt. Og koldt. Og blæsende, forhåbentlig. Derfor er det vigtigt, at havvindmøller er pakket godt ind, men en gigantisk overfrakke af uld er ikke lige sagen. Der skal højteknologiske løsninger til at sikre, at de syv mastodontiske møller i den nye Sprogø Havvindmøllepark, som placeres umiddelbart nord for Sprogø med Storebæltsbroen som nabo, kan tåle den fugtige og saltmættede havluft.

Fra december skal møllerne producere al den energi, som forbruges i forbindelse med driften af Storebæltsbroen og Øresundsbroen - den samlede kapacitet bliver på 21 mW årligt. Det er broernes ejer, Sund & Bælt A/S, der står for den miljørigtige milliardinvestering i havvindmølleparken. Møllerne er produceret i Danmark, og Muehlhan har ansvar for, at møllerne er klædt på til de barske forhold.

Netop nu er Muehlhan i gang med at overfladebehandle de 70 meter høje tårne til de syv vindmøller, som senere på efteråret opstilles på fundamenter nord for Sprogø. Det er højteknologisk rustbeskyttelse i superstørrelse - men bestemt ikke nyt for Muehlhan. Divisionsdirektør Vandad Pachai, Muehlhan Vind Energi, fortæller:

- Tårnene ankommer til vores afdeling i Vissenbjerg på Fyn i hver tre sektioner, som først sandblæses ned til det nøgne stål. Dernæst udføres en såkaldt metallisering, før tårnene sprøjtemales udvendig og indvendig med tre lag supermodstandsdygtig coating.

Allerede i februar påbegyndte NKT Cables A/S i samarbejde med Peter Madsen Rederi A/S og AB Svensk Sjöentreprad kabelarbejdet til Sprogø Havvindmøllepark, og 10. august begyndte Aarsleff/Bilfinger Berger at grave ud og støbe de kraftige betonfundamenter, som møllerne skal stå på. Om kort tid transporteres komponenterne til møllerne til Kalundborg havn, hvorfra de udskibes til montering.

Fra midten af november og frem til 7. december testes møllerne. Og det store projekt kulminerer i forbindelse med FN’s klimatopmøde i København fra den 30. november til den 11. december. Ifølge planerne vil en delegation med blandt andet USA's præsident, Barak Obama, og Danmarks klimaminister, Connie Hedegaard, tage Sprogø Havvindmøllepark nærmere i øjesyn.

Kilde: Muehlhan - http://www.muehlhan.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.054