Optimisme hos Vald. Birn trods dårligt regnskab
Jernstøberiet Vald. Birn har til dato leveret det dårligste årsregnskab i koncernens historie. Alligevel er der på hovedkontoret i Holstebro en optimistisk tro på fremtiden, hvor et kinesisk samarbejde skal bane vej for et bredere forretningsgrundlag.
Ifølge adm. direktør for Vald. Birn Holding, Christian Odgaard Pedersen, er det øget konkurrence fra lavtlønslande, stigende energipriser og stærkt stigende materialepriser, der har været tre af de væsentligste faktorer til udviklingen.
Der er dog langt fra krise i Koncernen, der har en egenkapital på 1,2 mia. kr. Ledelsen i Vald. Birn kigger nu mod Kina, hvor et kinesisk samarbejde kan være medvirkende til at vende kurven.
- Vores kinesiske initiativ har intet at gøre med, at vi overvejer en udflagning af den danske produktion. Tværtimod skal den kinesiske produktion gerne trække flere opgaver til Holstebro, fastslår Jens Axel Birn til Erhvervsbladet. Han er femte generation på chefposten hovedselskabet Vald. Birn A/S.
Vald. Birns Jernstøberi og Vald. Birns Maskinfabrik har i dag samlet sine aktiviteter under navnet Vald. Birn A/S. Koncernen rykker nu tættere på sine kunder i Fjernøsten, og håber samtidig på, at det kinesiske samarbejde åbner for et nyt højvolumen-marked.