Vindmølleproducenter lever i usikkerhed
Vindmølleproducenterne må fortsat leve i uvished om mulighederne på et af verdens
største markeder – USA.
Salget af vindmøller i USA er nærmest gået i stå, efter PTC-ordningen udløb ved nytår 2003. Oprindeligt var en forlængelse af ordningen inkluderet i en ambitiøs ny energilov, men den lov er kørt fuldstændigt fast i Kongressen. I stedet har senatsledere forsøgt at inkludere en PTC-ordning i en ændret erhvervsskattelov. Først som en midlertidig forlængelse der udløb ved udgangen af i år, og senest ved en treårig forlængelse, som er det vindmølleindustrien har sukket efter. Men i sidste uge strandede endnu et forsøg på at få vedtaget den ændrede erhvervsskattelov. Dermed er hverken spørgsmålet om vindmøllestøtten eller den ulovlige støtte til amerikanske eksportører, FSC-ordningen, afklaret.
I det Hvide Hus er man rasende over, at Kongressen endnu ikke har været i stand til at vedtage lovændringen. »Senatet har nu forpasset endnu en mulighed for at få vedtaget FSC-lovgivning som kan reformere skattelovgivningen og fjerne den underliggende grund til de sanktioner som EU har iværksat over for amerikanske producenter, landmænd og andre jobskabere, « skrev det Hvide Hus i en pressemeddelelse. »Senatets manglende evne til at reagere betyder, at amerikanske ansatte og virksomheder fortsat vil blive straffet af disse sanktioner.«
Netop forsøget på at inkludere en lang række andre ændringer, som ikke har noget med FSC-ordningen at gøre, har været en kraftig medvirkende årsag til, at erhvervsskatteloven endnu ikke er blevet ændret. Derfor presser det Hvide Hus kraftigt på for at få fjernet alle andre ændringsforslag, inklusive PTC-forlængelsen, for i hvert fald at få EU’s straftold fjernet. Derfor er det endnu langtfra afklaret, hvornår en PTCforlængelse kan falde på plads, på trods af, at såvel Demokrater som Republikanere i begge Kongressens kamre principielt går ind for at forlænge ordningen, som er afgørende for at økonomien i amerikanske vindmølleprojekter hænger sammen.
For vindmølleindustrien er det særdeles dårligt nyt. Jo længere tid der går inden PTC-ordningen bliver forlænget, jo mere dyster ser afsætningsmulighederne ud, og samtidig reduceres sandsynligheden for at ordningen bliver forlænget inden valget i begyndelsen af november, fordi de siddende politikere vil blive mindre villige til at indgå de nødvendige politiske kompromiser.