AO Johansen fastholder forventninger
Koncernen sætter ikke et konkret tal på, men fastholder forventningerne til et positivt resultat i 2009 trods fald i omsætningen i årets første tre kvartaler sammenlignet med 2008.
Bruttoresultatet faldt fra 576,1 mio. kr. til 453,6 mio. kr. i 2009, svarende til et fald på 21,3 %.
Tilbagegangen skyldes nedgang i omsætningen, idet bruttoavanceprocenten er forøget med 2,8
procentpoint i forhold til sidste år. I tredje kvartal 2009 er bruttoresultatet faldet med 38,6 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år, hvilket kan henføres til omsætningsreduktionen, idet bruttoavanceprocenten er øget fra 27,0 % til 29,1 % i 2009.
De samlede omkostninger er i årets første tre kvartaler er reduceret med 120,5 mio. kr. til i alt 436,0 mio., svarende til et fald på 21,7 %. Omkostningsreduktionen skyldes fortsat det faldende aktivitetsniveau og kan primært henføres til personale- og transportomkostninger.
AO-koncernen realiserede i perioden et resultat før skat på 1,0 mio. kr. mod et negativt resultat på 2,2 mio. kr. i samme periode 2008. Det realiserede resultat er i overensstemmelse med det forventede.
Fremtidsudsigter
Den økonomiske krise gør det stadig særdeles vanskeligt at forudsige fremtiden. I delårsrapporten for første halvår 2009 udtrykte ledelsen en forventning om, at de vanskelige markedsvilkår ville fortsætte i andet halvår 2009. I tredje kvartal har omsætningsudviklingen været på niveau med det forventede.
De vanskelige markedsvilkår forventes at fortsætte i resten af 2009, hvorfor det stadig ikke vurderes relevant at give et tal for resultatforventningen for 2009. Det forventes fortsat, at koncernen vil realisere et positivt resultat før skat.
Kilde: Københavns Fondsbørs