23948sdkhjf

René møder verdenseliten i Abu Dhabi

Når verdensmesterskaberne i håndværk, WorldSkills 2017, skydes i gang til oktober i Abu Dhabi, er Danmark stærkt repræsenteret i konkurrencen for industriteknikere.

At være god til sit håndværk kan føre dig vidt. Det kan den 21-årige industriteknikerlærling, René Kling Hansen, snart skrive under på. Til oktober skal han repræsentere de danske farver i CNC-drejekonkurrencen ved verdensmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser, WorldSkills 2017.

René er til daglig eux-elev på uddannelsen til industritekniker på Syddansk Erhvervsskole og i lære hos maskinfabrikken Valmont SM.

Højt niveau og stærkt konkurrence-cv
På trods af sin unge alder er René Kling Hansen allerede garvet konkurrencedeltager. Han har deltaget flere gange ved DM i Skills samt de indledende regionskonkurrencer og klaret sig så godt, at vejen nu er banet for deltagelse ved VM i CNC-drejning. Og han glæder sig.

- Jeg er selvfølgelig både spændt og forventningsfuld over at skulle repræsentere mit fag til WorldSkills. Jeg tager det som et eventyr og som en kæmpe oplevelse. Jeg er indstillet på, at jeg får hård konkurrence af de asiatiske modstandere. Omvendt tæller det til min fordel, at jeg allerede har erfaring fra fire konkurrencer, hvor jeg har lært mig selv at kende og har øvet og øvet mig på at dreje emner, siger René Kling Hansen.

Stor støtte fra erhvervsskolen
For at kunne sende en deltager til WorldSkills er det vigtigt, at kandidaten har solid opbakning fra både sin erhvervsskole og praktikvirksomhed. Det har René, og der er ingen tvivl om, at det er af stor betydning for Syddansk Erhvervsskole at have en elev blandt verdenseliten. Vicedirektør på Syddansk Erhvervsskole, Anne Gammelby Lybecker, er meget stolt af Renés deltagelse i WorldSkills.

- Vi har en vision om at uddanne de dygtigste i Danmark. Det er derfor glædeligt, når det lykkes, og de får mulighed for at repræsentere deres håndværk på verdensplan. Det er det ypperste, man kan opnå med sit håndværk, og vi støtter René hele vejen til Abu Dhabi, siger Anne Gammelby Lybecker.

En fantastisk repræsentant for håndværket og virksomheden
Også hos Valmont SM, hvor René til daglig er i lære som industritekniker, er der glæde over at have en lærling repræsenteret på den internationale scene.

- Vi har igennem en lang årrække haft flere end 25 lærlinge hos Valmont SM inden for klejnsmede- og industriteknikerområdet, men det er første gang, at vi kan sende en lærling til WorldSkills. René er en fantastisk god repræsentant for håndværket, for lærlingeuddannelsen og for Valmont SM, fortæller produktionschef Hans Jørgen Eschelsen.

- Vi ønsker René held og lykke og håber, at hans deltagelse kan inspirere andre unge til at dygtiggøre sig inden for de håndværksmæssige fag.

WorldSkills 2017 finder sted den 14.-19. oktober 2017 i Abu Dhabi. I alt vil 77 lande være repræsenteret i de 51 skills-konkurrencer. Ud over Rene Kling Hansens deltagelse i CNC-drejekonkurrencen, er industrien repræsenteret med deltagere i verdensmesterskaberne for personvognsmekanikere, karrosseriteknikere og landbrugsmaskinmekanikere.

Artiklen er en del af temaet Video.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079