Råvarekommentar: Nikkel i ny rekord
Nikkelmarkedet er præget af usikkerhed, da lagrene i øjeblikket blot udgør få dages globalt forbrug. Meldinger fra BHP Billiton sender nikkelprisen på himmelflugt.
Usikkerhed pga. udfald på udbudssiden samt forsinkelser mht. at bringe ny kapacitet på markedet har i en periode præget stemningen i nikkelmarkedet, hvor lagrene i øjeblikket blot udgør få dages globalt forbrug.
Vi forventer ikke, at den kraftige efterspørgsel fra stålindustrien vil aftage på kort sigt, hvorfor vi ikke forventer væsentlige forbedringer i lagersituationen på kort- til mellemlangt sigt. Noget, der vil understøtte en fortsat høj nikkelpris.
Svækkelsen af dollaren sætter sit præg på ædelmetallerne, hvor guldet torsdag steg til det højeste niveau siden august til USD 648,60 per ounce. Vi holder fast i vores positive langsigtede holdning til guldet.
Oliemarkedet var i går præget af spekulationer om, at Angola, Ecuador og Sudan står til at blive medlemmer af OPEC. Olien (WTI Crude) steg med godt en procent til USD 63,13 per tønde.
Kilde: Jyske Bank