Vald. Birn risikerer omsætningsfald efter Volvo-salg
Cirka 5 % af støberiets omsætning kommer fra Volvo. Dem frygter man nu at miste.
- Lige nu er der meget usikkert, hvad der sker. Vi ved ikke, hvilke planer kineserne har med Volvo, men vi kan få problemer, hvis man laver meget om på produktionen, siger administrerende direktør Jens Axel Birn.
Vil der stadig være produktion i Sverige?
Han frygter, at kineserne ikke længere ønsker en samlefabrik i Sverige, og at en række nordeuropæiske underleverandører dermed bliver overflødige.
Selv hvis kineserne holder fast i den svenske fabrik, risikerer Vald. Birn at blive ramt, hvis en række underleverancer i stedet flyttes til Kina.
I alt stammer ca. 5 % af Vald. Birns omsætning fra Volvo, og det skal i givet fald hentes andre steder.