Jyden Bur fremstiller svimmelheds-stol
Mellem fodringssystemer og udsugningsanlæg på Jyden Burs fabrik i Vemb står en særlig metalkonstruktion, som kan blive en afgørende brik i lægevidenskabens kamp for at kurere svimmelhed.
Det skriver dagbladet Holstebro-Struer.
Stolen er et bestillingsarbejde fra læge og ph.D.-studerende Louise Devantier, der som led i sin ph.D.-afhandling vil forsøge at blive klogere på, hvordan hjernen forarbejder signaler fra balanceorganet.
Stolen er efter halvanden måneds arbejde klar på fabrikken og 4. maj sætter den første forsøgsperson sig i stolen, der ved hjælp af programmerbare motorer, skubber stol og fremtidige forsøgspersoner frem og tilbage og rundt om sig selv.
Louise Devantier havde inden kontakten med Jyden Bur haft føleren ude hos andre firmaer, der dog ikke kunne løfte opgaven med at udvikle og fremstille den specielle stol.
Det kunne man hos Jyden Bur, men på spørgsmålet om Jyden Bur er på vej ind i medicobranchen svarer direktør Jens Agergaard:
- Nej, det er vi ikke. Men det fortæller, at vi er ved at lægge den vestjyske ydmyghed lidt på hylden, og at vi i højere grad fremover skal sælge viden, fremfor blot at se på jern og plastic.
Selve stolekonstrukionen har kostet lige under 100.000 kroner at producere og det er den 26-årige projektingeniør Sebastian Jacobsen fra Jyden Bur, der har stået for størstedelen af arbejdet med udvikling og design.