Nordjysk metalindustri får et løft
De 15-16.000 ansatte i den nordjyske metalindustri får nu ekstra gode muligheder for at få pudset færdighederne af. Aalborg tekniske skole er nemlig blevet udvalgt til at være et af 15 nye kompetencecentre i Danmark, der skal forstærke industriens konkurrence- og indtjeningsevne. Dansk Metal er en af samarbejdspartnerne i det regionale projekt.
- Dansk Metals rolle i den her sammenhæng er at hjælpe vores medlemmer til at få de kvalifikationer, som virksomhederne har brug for. Vi kan ikke lokke virksomhederne til området, hvis vi ikke har kvalificeret arbejdskraft, siger Kurt Nielsen, formand for Metal Aalborg.
- Det nye ved centret er, at undervisningen i høj grad foregår ude på virksomhederne og ikke i skolens værksted. Lærerne på centret besøger virksomhederne, inden undervisningen starter, så de ved præcis, hvilke behov medarbejderne har for
uddannelse, siger Henrik Nielsen, uddannelseskonsulent på Aalborg teknisk skole.
Det nye center er del af et projekt i Undervisningsministeriet. Projektet løber til udgangen af 2007, og er støttet med 36 millioner kroner fra Den Europæiske Socialfond, mens de nye centre bidrager med et tilsvarende beløb.
- Hvis vi kan udvide kompetencerne hos de faglærte, som allerede er i arbejde, kan det skabe plads til, at flere ufaglærte kommer i arbejde igennem opkvalificering, siger Kurt T. Nielsen.
Kilde: Dansk Metal / http://www.danskmetal.dk