Underleverandører præget af overkapacitet
Op mod halvdelen af underleverandørernes kapacitet står ubenyttet hen under krisen.
Tal fra Metal- og Maskinindustrien for de første syv måneder af 2009 viser, at kun ca. 50 % af underleverandørernes kapacitet udnyttes. Samtidig har branchen konstateret et samlet omsætningsfald på 18 %.
Svært at sælge brugte maskiner
- Når der ses bort fra underleverandører til vindmølleindustrien, er der i den sektor, der arbejder med spåntagende bearbejdning en overkapacitet på godt 100 %. Det må nødvendigvis føre til fusioner og lukninger i branchen, udtaler Lars Blavnsfeldt, der er administrerende direktør i Industriudvikling, som ejer flere underleverandører, til Erhvervsbladet.
For mange underleverandører forværres situationen af, at det ikke umiddelbart kan betale sig at afsætte de overskydende maskiner. Flere maskinproducenter, som fx Mazak, har dumpet priserne på nye maskiner samtidig med, at man tilbyder køberne lang rentefri kredit.
Tendensen bekræftes af direktør Christian Petersen fra Robert Petersens Værktøjsmaskiner, der blandt andet forhandler brugte maskiner. Han forklarer, at der ikke kommer mange brugte maskiner ind for øjeblikket, fordi virksomhederne ikke er villige til at tage de tab, det vil medføre at sælge maskinerne nu.