23948sdkhjf

KM Rustfri laver spinoff

Administrerende direktør Peter Espersen har i en årrække, sideløbende med arbejdet på KM Rustfri, arbejdet med udviklingen af vandhydraulikteknologien Hydract.

Hydract er nu færdigudviklet og klar til at komme på markedet. Derfor skal der fremover dedikeres mere tid til etablere Hydract som et selvstændigt forretningsområde.

- Det har sit udgangspunkt i KM Rustfri. Det er KM Rustfri, der står med rettighederne og så videre. Men tanken er, at det er et komplet højteknologisk produkt, der adskiller sig fra de produkter, KM Rustfri normalt producerer, forklarer administrerende direktør hos KM Rustfri, Peter Espersen.

Han vil også fremover fungere som administrerende direktør på KM Rustfri, men har nu samlet et lederteam bestående af fabrikschef Carsten Erichsen, økonomichef Jens Karl Yde og salgschef René Holm, som skal varetage den daglige ledelse af KM Rustfri.

Lang proces
Peter Espersen selv vil i fremtiden være at finde på et kontor i Nupark i Holstebro, hvor han vil bruge hovedparten af sin tid på at markedsføre Hydract, der officielt kom på markedet i 2016.

- Efter otte års udvikling af Hydract er det nu klar til at komme på markedet. Det har været et langt udviklingsforløb med økonomisk støtte fra EU og MarkedsModningsFonden. Samt et samarbejde med Carlsberg, som har været til uvurderlig hjælp ved at stille deres erfaring og anlæg til rådighed. Selvom vi starter Hydract op som en selvstændig forretning, er der stadig lagt en ambitiøs vækstplan for KM Rustfri, som ledergruppen målrettet vil forfølge, siger Peter Espersen.

Hydract har udviklet og patenteret en procesventil med en vandhydraulisk aktuator, der kan regulere væskestrømme i den sanitære industri som for eksempel mejerier, bryggerier og medicin. Ifølge Peter Espersen har ventilen en hidtil uset præcision og pålidelighed i forhold til trykluft-drevne ventiler til gavn for forbedret fødevaresikkerhed, lavere investeringer, forbedret driftsøkonomi samt reduceret energiforbrug og CO2-udledning.

- Perspektivet i det her kan være meget stort. Vi har været i drift med Carlsberg i halvandet år, og vi arbejder nu med, hvordan vi kommer videre, fortæller Peter Espersen.

Hydract vil dog også fremover have tætte bånd til KM Rustfri, hvor en del medarbejdere stadig er involveret i udvikling og produktion. Derudover har den nye virksomhed en københavnsk samarbejdspartner, der arbejder med teknik- og software-delen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079