23948sdkhjf

Det lysner for KSM-datter

I 2015 overtog KSM Group aktiviteterne i konkursboet Esscano Power. Aktiviteterne er fortsat i KSM Dampers, og selskabet er nu for alvor ved at få vind i sejlene, fortæller Jakob Sørensen, administrerende direktør i KSM Group.

Det skyldes især, at aktiviteterne i det daværende Esscano Power primært var rettet mod energisektoren, men i det nye regi har man haft held med at komme ind på nye markeder. Blandt andet har man haft gode resultater med det maritime marked.

Sammen med en række nye kunder har KSM Dampers udviklet nye spjæld og nye løsninger, som er rettet mod netop den maritime industri. Det har givet nye ordrer, og senest er de første spjæld blevet leveret til en større ordre, som strækker sig over tre år.

Jakob Sørensen forventer stigende efterspørgsel fra og støt stigende salg til marinemarkedet i de kommende år.

- 2016 giver et underskud i selskabet, fordi salget først skulle løbes i gang efter Esscano Powers konkurs. Desuden har vi opdyrket en række nye markeder og kunder, da vi ønsker at sprede vores risiko meget mere end den tidligere ledelse. Den proces er nu ved at være på plads, så vi har skabt os en plads på både eksisterende og nye markeder. Det kan vi nu se effekten af i form af en støt stigende ordreindgang og stor pipeline. Desuden er vi på vej ind på nye markeder, og vel at mærke markeder som er i vækst i de kommende år, udtaler Jakob Sørensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078